Et par erindringsglimt fra 1950'erne om Bindslev Elværk/Torben Ejlersen
Mine forældre, Ragnhild og Leif Ejlersen, var allerede fra deres ungdomsår i 1930'erne meget gode venner med Hjørdis og Poul Hansen, elværksbestyrerparret i Bindslev. Hjørdis og Poul blev da også mine gudforældre, da jeg blev døbt i Skt. Ansgars Kirke i Aalborg i efteråret 1940.
Da mine forældre i 1946 flyttede til Bindslev, blev der endnu hyppigere kontakt mellem vores familie og "dem" på Elværket. Forresten sagde vi altid "Værket". Det nære bånd er forklaringen på, at mine to søskende, Finn og Marianne og jeg altid kaldte dem onkel Poul og tante Hjørdis, og at vi ofte kom på Elværket eller hyppigt løb på hinanden nede i byen. Da Stine og jeg blev gift i 1966, var Poul og Hjørdis naturligvis også inviteret med til festen.
Jeg husker mange ting og stemninger fra Elværket og dets beboere fra 1946 og til 1959, da jeg forlod Bindslev og flyttede til København. Først og fremmest var Elværket og dets omgivelser for et barn og stor dreng et interessant men også lidt mystisk sted. Fra Bindslev skulle man gå gennem Frisegård, forbi den gamle hollandske vindmølle og videre ad den sandede markvej for at nå op til Elværket. Undervejs kunne det blæse godt, og om vinteren blev det let ufremkommeligt på grund af sneen. Så lå Elværket ensomt.
Den smalle plankedækkede jernbro, der førte over overfaldsdæmningen, var altid en oplevelse at gå over, ikke mindst, når der var meget vand i åen, som væltede ned over de store sten i dæmningen. At springe rundt på stenene nedenfor, når de vel at mærke var tørlagte, var altid en oplevelse. Den sirlige fisketrappe, som er der nu, kendte vi ikke. Der var en særlig stemning over åløbet og dæmningen, når isen lagde sig over åen om vinteren. Jeg husker, at man i nogle år i 1950'erne kunne løbe på skøjter på Uggerby Å fra Bechs teglværk, videre under broen i Bindslev - her gav det et særligt ekko - forbi Laur. Hahns elegante lysthus, så den gamle losseplads - en guldgrube af af ragelse og affald længe før genbrug og miljøtanker - og hvor der senere blev lavet et anlæg - og så videre på skøjterne helt frem til elværket. Dog skulle man ikke komme for tæt på sluseristene, hvor isen var skrøbelig.
Jeg var imponeret over min gudfar, når han på cykel kørte nedad den stejle og smalle sti langs trappetrinene til jernbroen over dæmningen. Det var først som stor dreng, at jeg turde gøre ham kunsten efter. Også hans cykel var usædvanlig. Dels havde sadlen en usædvanlig form, den var ikke polstret, som man ellers kendte det. Men også styret på cyklen var anderledes end normalt, måske var det en håndbremse til forhjulet, som gjorde det. Mest underlig var dog de to cykeltasker, som hang på begge sider af bagagebæreren. Jeg tror ikke, at der fandtes magen til dengang i Bindslev og omegn. Men jo meget praktisk, når der skulle købes ind i byen. Der var trods alt en kilometers vej mellem by og elværk.
Når man var kommet over jernbroen - en miniudgave af den første Lillebæltsbro - nåede man frem til "øen", hvor der lå et hønsehus. Til venstre for jernbroen var der en lille bådebro, og her lå Poul Hansens røde kano på et stativ. Den var altid velholdt, lærredet malet og pagajerne lakerede. Kanoen fik selvfølgelig en omgang hvert forår. Min gudfar var jo oprindelig udlært tømrer. Han havde dog ikke selv lavet kanoen, men vistnok købt den i Silkeborg. Den blev flittigt brugt. For os andre blev det også til mange sejlture i årenes løb med Hjørdis og Poul, han altid bagest som styrmand. Måske gjaldt det blot en lille aftentur hen ad åen til selve Elværket, andre gange gik det helt ned til broen i Bindslev. Før kanoen havde Hjørdis og Poul vistnok haft et par kajakker.
En mindeværdig tur fandt sted en sommerdag omkring 1957. Mine gudforældre og en veninde padlede afsted i kanoen, mens deres søn Mogens og jeg fulgte med i en lille båd, som jeg selv havde bygget af nogle brædder. Bådene blev båret ned ad dæmningen og sat i vandet. Åløbet var nedstrøms lidt smallere end den opstemte del af åen før Elværket. Udflugten gjaldt Tversted strand, mon ikke en tur på en otte-ni kilometer.
Hjørdis havde lavet en solid madpakke anbragt i en blikkasse med små skuffer. Familiens hund Bulder fulgte med langs åbredden. Lidt før Uggerby var det nødvendigt at tage den ombord i kanoen. Bulder skulle ikke fare vild, når vi passerede byen og dens haver og sejlede under landevejsbroen. Da hunden hoppede om bord i kanoen med de tre voksne, tippede båden rundt, og besætningen plus madkassen faldt i vandet. Jeg har endnu ikke glemt, at da Mogens og jeg, som på det tidspunkt befandt sig lidt foran kanoen, hørte et stort plask og vendte os om, ja, da så vi blot bunden af kanoen, indtil de tre voksne dukkede op mellem siv og åkander ved åbredden.Vi blev jo lidt forskrækkede.
De reddede sig hurtigt, men våde op, fik vendt kanoen, men madkassen var tungt lastet gået til bunds og ligger der nok den dag i dag. Også Pouls ene og helt nye sandal gik tabt. Vi opgav dog ikke turen, men købte et par wienerbrødsstænger og kage hos bageren i Uggerby, og fortsatte sejladsen mod hængebroen ved stranden nær Tversted. Efter nogle timer på stranden ved åens udløb kom den lidt sejere tur hjem mod strømmen.
Tilbage til Elværket, som jo var en særpræget bygning. Dels præget af halvtaget ud mod åen ved tilløbet, som desværre ikke mere er bevaret. Det skulle beskytte de forskellige stigborde og jerntandhjul og dække den smalle træbro - nærmest en lille kajbred - hvorfra man kunne betjene de forskellige funktioner og fjerne siv og grene fra ristene med en rive. Elværksfacaden her var jo en karakteristisk konstruktion suppleret af de høje blikfutteraler, som stak op i luften. Endnu mærkeligere var bygningens indre. I underetagen fandtes de forskellige elektriske installationer og de store drivhjul og remtræk, som snurrede rundt, når turbinerne var i gang. Desuden forskellige måleinstrumenter og pærer med violet lys, som man som barn ikke forstod meget af. I etagen ovenover lå den oprindelig lejlighed til bestyreren, men forlængst afløst af den mere bekvemme og støjsvage bestyrerbolig. I den gamle lejlighed stod nogle møbler og en høvlebænk samt noget værktøj. Karakteristisk for denne etage var den konstante summen eller susen, som fyldte rummene, når turbinerne og dynamoerne kørte.
Fra vinduerne kunne man kigge ned på åens bagløb og over mod den stejle skrænt overfor. Når vandet var under opstemning foran sluserne, skiftede terrænnet på den anden side ved bagløbet karakter for en stund. Åen her blev lavvandet, sten i åløbet dukkede da op. Elværkets bagfacade strakte sig højt og stejlt op over de to buede åbninger forneden, hvor vandet løb ud, når turbinerne gik. Man så også her den lille "havn", altså fisketrappen ved siden af de to buede åbninger.
Man kunne gå fra Elværket og op til boligen dels ad en række fliser gennem græsplænen eller via en lang overdækket trægang, som senere blev til en muret bygning. Så slap bestyreren for i regn eller mørke at skulle ud i det fri, når han skulle ned og se, om alt fungerede som det skulle på værket. Oppe i bestyrerboligen hang i entreen et voltmeter, som viste hvordan "spændingen" var. Det skulle der jævnligt holdes øje med. Hvis lyset gik ud nede i Bindslev, vidste vi, at onkel Poul måtte i sving. Jeg har ikke forstand på de nærmere detaljer i Bindslevs elforsyning dengang, men elværket producerede jævnstrøm, mens man på et tidspunkt fik suppleret elforsyningen med vekselstrøm fra Hjørring.
Pasningen af elværket betød, at Poul Hansen på samme tid var meget bundet til stedet, men alligevel også havde mulighed for at passe haven, snedkerere lidt og hvad han ellers foretog sig på grunden. Når der var ferie eller ved særlige lejligheder kom elektriker Christiansen som afløser. Han boede ved den gamle grusvej til Tversted overfor idrætsparken, og holdt så øje med elværket og dets funktioner. Jeg har glemt hans fornavn, men jeg husker tydeligt den meget muntre og rare mand. Min søster, Marianne, var god veninde med en af hans børn, Lene. Hun blev naturligvis kaldt "Strøm".
Bag Elværkets bestyrerbolig lå en velholdt frugthave omgivet af en hæk. Husets omgivelser var altid særdeles velholdte og trimmede. Det var hyggeligt at sidde på plænen mellem huset og værket med åen nedenfor. Hjørdis udnyttede nyttehaven godt og var en fremragende kagebager. Hun kunne også stille et godt frokostbord frem. Tante Hjørdis "Festkage" var noget helt særligt, den skulle modnes i adskillige dage, før der blev budt af den. Da Hjørdis fyldte 100 år i begyndelsen af 2010, bagte hun den endnu engang. Vi har forlængst i min familie sikret os en kopi af opskriften og også prøvet at lave kunsten efter hver eneste jul i mange år.
Poul var som nævnt oprindelig tømrer. Jeg fik engang et sæt træklodser af ham, et slags puslespil, som for mig dengang på gådefuld måde skulle sættes sammen. Min gudfar lavede også en meget fint indlagt syskrin til min mor, som jeg har arvet. Inde i stuen i bestyrerboligen havde Poul snedkereret en stor bogreol, hvor fjernsynet var elegant gemt væk bag et par låger, det virkede som et tidligt eksempel på en fladskærm. Huset var dejligt lysfyldt, der var en stor stue i husets længde og en god spisestue, hvor en stor samling af de karakteristiske blå og hvide juleplatter løb væggene rundt foroven.
Pudsigt nok havde jeg en lille oplevelse med Poul i 1979, da Stine og jeg købte den gamle købmandsgård i Måstrup, som vi brugte som feriebolig i nogle år. Vi havde lokket min gudfar med, for at han som gammel håndværker kunne give sit besyv med om bygningens tilstand, inden slutsedlen blev skrevet. Da han i pakhuset så den vandret forlængede tømmerkonstruktion, udbrød han: "Den franske lås" dér var jeg med til at lave, da jeg som ung håndværker deltog i byggeriet i midten af 1920'erne.
Fra haven ved bestyrerboligen gik en sti eller markvej op langs markerne forbi den lille gård Andekrog og videre til den sydlige del af Bindslev. Men dennne sti blev sjældent benyttet af elværkets beboere og kunne vist ikke bruges af biler. Åløbet fra Elværket og videre nedstrøms mod Uggerby var et stykke afvekslende natur med sine mange slyngninger, skrænter og fladere strækninger. Nogle hundrede meter nedenfor Elværket kom "badestedet", en sted hvor der var sandbund.
Bindslev Elværk var - og er stadig - en uadskillelig del af dét at være vokset op i Bindslev. Det var også allerede dengang en levende "turistseværdighed", som man gerne gik op til, når man ville vise venner eller bekendte et usædvanligt miljø.
Vedhæftet et par fotos fra Elværket fra et album hos den, der skriver disse linier. På det ene fra 1930'erne ser man bestyrerboligen og vandløbet med to kvindelige kajakroere. Måske er den ene Hjørdis Hansen. På det andet fra ca. 1958 ses Elværket i baggrunden, mens deltagerne i en tilsyneladende animeret julefrokost er stillet op til fotografering, fra venstre: Torben Ejlersen, "Manse" (nær veninde af Hjørdis), derefter Hjørdis Hansen, Finn Ejlersen, Poul Hansen og Mogens Pelle Hansen. Foran står Bulder, der under sommerudflugten fik kanoen til at vende bunden i vejret ved Uggerby.
København, den 5. august 2010.
Torben Ejlersen (født 1940)
Østerbrogade 44, 4.tv.
2100 København Ø
På dette billede fra 1930'erne ser man bestyrerboligen og vandløbet med to kvindelige kajakroere. Måske er den ene Hjørdis Hansen
På dette billede fra ca. 1958 ses fra venstre: Torben Ejlersen, "Manse" (nær veninde af Hjørdis), derefter Hjørdis Hansen, Finn Ejlersen, Poul Hansen og Mogens Pelle Hansen. Foran står hunden Bulder